Brovst, Danmark, 2023
Siden virksomhedens start i 2015 har de to brødre ikke set sig tilbage. Jordkølet vin, der kan tilgås direkte fra stuen, viste sig at være en god idé. I dag producerer de vinkældre i mange forskellige størrelser til mange forskellige behov. Vinorage tilbyder for nuværende to forskellige typer vinopbevaring, der begge anvender LINAK® aktuatorer til at tilgå vinen – enten kælderen, hvor en glaslåge åbner til en trappe ned, eller elevationskælderen, hvor vinen løftes op fra gulvet.
Den gode idé
Rasmus og Rene Glindvad Kristensen er begge uddannet rustfaste kleinsmede og havde længe haft ønsket om at starte egen virksomhed. Den gode idé lod dog vente på sig, indtil de pludselig stod med den foran sig, som Rasmus fortæller:
”Da min kæreste og jeg renoverede vores hus, ville jeg gerne have et vinkøleskab. Jeg blev dog nedstemt, fordi det ville tage for meget skabsplads. Men jeg slap ikke tanken – i stedet begyndte jeg at overveje, om jeg kunne smede en rustfri boks, der kunne nedsænkes i jorden under gulvet. Min bror og jeg gik i gang, og da projektet var færdigt, vidste vi, at vi havde vores forretningsidé.”
Ideen var god, for ret hurtigt begyndte ordrene at komme ind, og allerede efter et års tid gik begge brødre fuldtid ind i virksomheden.
Adgang til vinen
Det viste sig snart, at Vinorage havde brug for en stærk og holdbar aktuatorløsning til deres første model, hvor en glaslåge i gulvet åbner ned til kælderen. Ret hurtigt faldt valget på LINAK:
”Vi startede med en alternativ løsning, der slet ikke var god nok. Både min bror og jeg kendte LINAK fra vores tidligere jobs, så det var oplagt for os at kontakte dem. Og LINAK viste sig at have den bedste løsning for os hele vejen rundt,” siger Rasmus.
Den aktuator de bruger til at åbne glaslågen, kunne brødrene dog ikke genbruge, da de fandt på at vinen skulle løftes op fra gulvet. Her skulle der bruges to aktuatorer med flere kræfter. Rasmus forklarer:
”Vores anden model, hvor man i stedet for at gå ned til vinen, får vinen op til sig, kræver noget helt andet. Der skulle vi bruge et parallelt system, der kunne løfte op til 200 flasker vin. Igen fik vi god rådgivning hos LINAK, og sammen fandt vi en super god løsning. LINAK var gode til at forstå, hvad vi havde brug for.”
Hvorfor vinopbevaring under jorden?
Ifølge Rasmus er der flere gode grunde til at opbevare sin vin under jorden:
”For det første er det et grønnere alternativ til et klassisk vinkøleskab, der bruger strøm på at køle hele tiden. Vinkælderen bruger jordens kulde til nedkøling, og der er derfor ikke et køleelement, der kan gå i stykker. Vi bruger kun strøm til aktuatorerne og lyset. Rustfrit stål, som vi bruger, er desuden rigtig godt til at lede kulden ind i vinkælderen.”
Og der er ifølge Rasmus flere detaljer, som giver en Vinorage vinkælder en fed wow-effekt:
”Det at kunne trykke på en knap, som enten får en glaslåge til at åbne, eller en vinreol til at køre op fra gulvet i en ensartet bevægelse, er en detalje, som vores kunder er begejstrede for. Faktisk er det ikke kun vinentusiaster, vi sælger til – også mennesker, der går op i boligindretning og design, henvender sig til os.”
Fremtiden
Vinorage er efterhånden godt etableret på det danske marked med deres to modeller af vinkældre. Men ambitionerne rækker til mere:
”Næste skridt er, at vi skal have salget i udlandet etableret. Vi har allerede kontakt med nogle forhandlere, der kan hjælpe os. Desuden har vi flere nye projekter i tankerne og på tegnebrættet – og LINAK er selvfølgelig allerede tænkt ind i vores kommende løsninger,” afslutter Rasmus.
Læs mere om Vinorage på deres hjemmeside vinorage.dk