Kontakt os her
Case story

Et stærkt samarbejde giver bedre hospitalssenge

able nordic har, med varemærket KR, snart samarbejdet med LINAK i 30 år om at udvikle de bedste hospitalssenge på markedet. Det betyder, at able nordic nu ser LINAK som en stærk og integreret udviklingspartner – også når det kommer til kundetilpassede løsninger og de høje danske krav til vaskbarhed af hospitalsudstyr.

able hospitalsseng og betjening

Hadsten, Danmark, 2023

able nordic har mange forskellige hospitals- og plejesenge i deres produktprogram, og da de i 2018 satte sig for at udvikle deres nye OPUS 7 hospitalsseng tog de, som ved et hvert andet udviklingsprojekt de sidste tre årtier, fat i LINAK®. Den nye seng skulle være optimeret til vask, fordi danske hospitaler i stigende grad øger frekvensen af, hvor ofte en hospitalsseng sendes en tur i sengevaskeren.

 

Opus 7 sengen

able nordics primære forretning er at sælge til offentlige udbud i både Danmark og Norden, og derfor er det helt essentielt, at deres senge lever op til udbuddenes krav. Som administrerende direktør hos KR under able nordic, Lars Philip Knudsen, fortæller:

”I Danmark har vi nogle af de højeste krav til vaskbarhed i verden, og derfor er vaskbarhed et vigtigt element i det danske udbudsmateriale. Da vi i able nordic skulle udvikle vores OPUS 7 seng, var det derfor en stor del af projektet, at sengen skulle være optimeret til hyppig maskinvask. Det stillede store krav til sengens komponenter – især de elektriske dele fra LINAK.”

OPUS 7 er en hospitalsseng, der kan bruges på alle stuer og imødekomme de mest gængse behov for en patient. Derfor kan den godt komme ud for at blive brugt til flere forskellige patienter på én dag. Derfor er der brug for hyppig rengøring.

Standarder for vask

I Danmark er kravene til vaskbarhed høje af primært to årsager – hygiejne og arbejdsmiljø. For at mindske risikoen for, at man bliver syg af at være på hospitalet, skal hygiejnen være i top. En seng har mange flader, der berøres af mange forskellige personer. Det kræver rengøring. Men at gøre en hospitalsseng ordentlig ren i hånden, er et tidskrævede og ikke ergonomisk arbejde. Derfor er det blevet meget almindeligt, at danske hospitaler sender en hospitalsseng i sengevaskeren, når den har været brugt.

”En sengevasker er hård ved komponenterne, men vores klare indtryk er, at produkterne fra LINAK er ekstremt driftssikre. Vi har ikke oplevet problemer med, at deres komponenter går i stykker af at blive vasket meget,” fortæller Line D. Johansen, der er Kvalitets- og Complianceansvarlig hos KR under able nordic. Ifølge hende er der dog ikke lige så stort fokus på vaskbarhed i udlandet, som der er herhjemme:

”I mange lande er det nok, at komponenter er IPX4, hvor eneste krav er, at de skal kunne tørres af. En af grundende hertil er, at det er utrolig omkostningstungt at skulle omstille hospitalsvæsnet til at kunne foretage automatiseret vask. Vores indtryk er, at det går fremad med et øget internationalt fokus på vask, men at udviklingen går langsomt,” siger Line.

OPUS 7 seng i vaske- og tørrepositionOPUS 7 sengen kan nemt indstilles til både en vaske- og tørreposition.
 
 

Samarbejdet med LINAK

Samarbejdet mellem able nordic og LINAK har været så langvarigt, fordi der er en høj grad af gensidig respekt:

LINAK aktuatorer under hospitalsseng

”Det, at vi har samarbejdet med LINAK i næsten 30 år, siger jo lidt det hele – vi er rigtig glade for samarbejdet,” siger Henning, der er produktionschef, og direktør Lars Philip supplerer: ”Jeg opfatter teamet fra LINAK som en integreret del af vores virksomhed – vi arbejder meget tæt sammen og har en stor fortrolighed.”

Det stærke partnerskab er resultatet af mange fælles udviklingsprojekter. Som Henning udtrykker det:

”Der er flere forskellige indgangsvinkler til vores samarbejde. Enten kan det være, at vi kommer til LINAK med en kravsspecifikation på et nyt produkt eller projekt. Andre gange kommer LINAK til os med nye produkter. Det hænder også, at vi bliver inkluderet i udviklingsarbejdet hos LINAK, og bliver spurgt om at bidrage med indsigt og ønsker til nye løsninger – det fortæller også noget om, hvor godt og tæt et samarbejde, vi faktisk har.”

 
 

Kundetilpasning

Hos KR går de meget op i at kundetilpasse deres løsninger. Hvis de forskellige regioner eller hospitaler har specifikke ønsker, tilpasser able nordic deres senge hertil – så vidt det er muligt. Dette var også tilfældet, da OPUS 7 blev videreudviklet, fortæller Lene Dalsgaard, salgsansvarlig for KR under able nordic i Vestdanmark:

”I forbindelse med, at OPUS 7 efter lanceringen skulle specialtilpasses til en kunde, kom en gruppe af brugere med indspark og ønsker til bestemte funktioner, hvor LINAK var hurtige til at omsætte tankerne til handling. Vi havde en gennemgang af sengens funktioner med en række faggrupper, og efter kort tid kunne LINAK levere en softwarebaseret løsning, der passede præcis til kravene. Det er min klare overbevisning, at behovet for specialsoftware vil stige i fremtiden, og derfor vil vores tætte samarbejde med LINAK også være en vigtig styrke for vores virksomhed fremadrettet.”

Læs mere om able nordic og deres løsninger til hospitals- og plejesektoren på deres hjemmeside ablenordic.dk.

Har du et spørgsmål?

- Vores medarbejdere er klar til at hjælpe dig med tekniske oplysninger, projektstart og meget mere.

Kontakt os

LINAK nyheder

Hold dig opdateret om lineær aktuatorteknologi

Tilmeld