Kontakt os her
Teknologi & trend

Nye møbler med bevægelse

Vi kender alle hæve-/sænkeborde og elevationssenge som etablerede møbler med elektrisk bevægelse. Men kan aktuatorer bruges til andre og måske nye møbeltyper? Det fik vi et hold møbeldesignstuderende til at undersøge i et forløb, hvor også bæredygtighed var et centralt element.

Syv designs fra møbeldesignstuderende

Møbelbranchen er i konstant udvikling, og hos LINAK® er vi nysgerrige på at udforske potentialet for nye møbler med bevægelse. Vi vurderede, at de bedst kvalificerede til at kigge ind i fremtidens møbler, er næste generation af møbeldesignere. Derfor skabte vi et forløb for de studerende på Furniture Design hos VIA University College i Herning. Opgaven var åben: Design et møbel, der både er bæredygtigt og multifunktionelt, og som bevæges med LINAK aktuatorer.

 

En anderledes udfordring

Opgaven var atypisk for de studerende, idet de skulle gøre sig overvejelser om mekanik, bevægelsesudveksling, strømbehov osv. Hos LINAK prøvede vi at klæde dem godt på, og de kunne gennem hele forløbet kontakte vores tilknyttede tekniske medarbejder.

Som enhver læringsproces indeholdt den både benspænd, frustration, indsigt og forståelse. Som en af de studerende siger: ”Opgaven har gjort os alle klogere, og selvom det var en udfordring, var det også sjovt at få lov at arbejde med elektriske komponenter i vores designs.”

Piger ved aktuator
 
 

Aktuatoren skal have sin berettigelse

Bevægelse i møbler kan skabes på mange måder. Når man vælger en elektrisk aktuator til at udføre bevægelsen, skal den have sin berettigelse. Dette tema brugte de studerende meget tid på i den indledende idéfase. En aktuator giver mening, hvis den skal udføre en tung eller besværlig bevægelse, eller hvis det bevægelige element skal kunne holde til stor kraft. I nogle tilfælde kom de studerende også frem til, at en aktuator er nyttig, hvis bevægelsen skal kunne udføres nemt med et tryk på en knap eller ske automatisk uden en manuel trigger.

 

Bæredygtige tanker

Materialer

En central del af de studerendes opgave var at tænke bæredygtighed ind i deres designs. På dette område havde de gjort sig nogle gode tanker ifølge Morten Lund Petersen, der har stor erfaring med omstilling til cirkulær økonomi i møbelbranchen, og fungerede som en del af den jury, der gav de studerende feedback. Som Morten siger: ”De studerendes projekter havde flere interessante løsninger på nogle af møbelbranchens store udfordringer, bl.a. mht. komfort og konstruktion, hvor miljøbelastende skum og MDF ofte er de mest brugte løsninger.”

De studerendes projekter gjorde brug af bl.a. tekstil af genanvendte materialer, naturlatex, hamp komposit, Egefelt og bionedbrydeligt plast. Desuden var alle grupperne opmærksomme på, at deres møbler skulle være af god kvalitet og lette at skille ad.

Ifølge Morten Lund Petersen er det vigtigt, at de studerende allerede på uddannelsen lærer at tænke bæredygtigt: ”Bæredygtighed er allerede et centralt tema i møbelbranchen, og jeg forventer kun, at det vil blive endnu vigtigere fremover. Der vil være et øget fokus på hele livscyklussen af produkter – fra design og produktion til genbrug og affaldshåndtering.”

 
 

Bæredygtighed hos LINAK
Vores produkter til møbelbranchen har fokus på lavt strømforbrug og lang levetid. Desuden arbejder vi løbende på at nedbringe vores CO2 aftryk. Læs mere om LINAK og bæredygtighed.

 
 

Designs, der forbedrer livet

Fælles for de syv projekter var, at de studerende havde velvære, komfort og personlige rum i fokus. Alle designs havde til formål at forbedre livet for brugerne. Dette taler også ind i den bæredygtige tankegang. Som Morten Lund Petersen forklarer: ”Verden har generelt ikke brug for nye produkter. Hvis nye produkter skal introduceres, skal de forbedre verden – og det formåede de studerende at gøre, ikke kun for miljøet mht. materialevalg, men især for mennesker med fokus på trivsel og helbred.”

Flip igennem og se de studerendes designs herunder.

Inspiration til fremtidens møbler

Takket være de kreative studerende, viste forløbet i den grad, at en elektrisk aktuator kan give værdi i mange andre møbeltyper end hæve-/sænkeborde og elevationssenge. Som det andet medlem af juryen, designer Gudmundur Ludvik, siger: ”Jeg synes virkelig, at de studerende havde nogle interessante og lovende bud på nye måder at bruge aktuatorer på, der viser et måske uudnyttet potentiale.”

Mange af de studerende tilkendegav også, at de godt kunne forestille sig at integrere elektrisk bevægelse i fremtidige møbelprojekter. Gudmundur tilføjer: ”Det er oplagt at udnytte aktuatorer i alle mulige sammenhænge, hvor bevægelige dele indgår. Det er dog vigtigt at holde fokus på områder, hvor aktuatoren bidrager til at gøre møblet bedre og mere komfortabelt. Udfordringen kan være at integrere motorer i et design, uden at det bliver for maskinelt. Det er så her, designeren kommer ind.”

Gudmundur har gennem forløbet selv fået forstærket sin interesse for at arbejde med elektrisk bevægelse. Det håber vi også, at andre designere vil få. Mulighederne er mange, og potentialet venter på at blive udnyttet – både af de etablerede kræfter og de nye unge designspirer.

Har du et spørgsmål?

- Vores medarbejdere er klar til at hjælpe dig med tekniske oplysninger, projektstart og meget mere.

Kontakt os

LINAK nyheder

Hold dig opdateret om lineær aktuatorteknologi

Tilmeld